torsdag den 29. marts 2012


Pressemeddelelse, marts 2012

SATELLIT – en ny forening vil arbejde for litteraturen i Aarhus

Med åbningen af Godsbanen, initiativ til et forfattergrundkursus og Aarhus' kandidatur til Kulturby 2017 er der mange konkrete udfordringer, som kræver mere samarbejde i litteraturmiljøet.

Nu får litteraturen i Aarhus et samlende talerør, når litteraturforeningen SATELLIT samler byens litterære aktører. SATELLIT står for Sammenslutningen til fremme af litteraturen i Aarhus. Med initiativet er det lykkedes at samle både frivillige græsrødder, universitetsfolk, forfattere og forlagsfolk omkring foreningen og etablere et talerør for det aarhusianske litteraturmiljø.

Litteratur er ikke blot noget, man læser derhjemme, men som debatteres, oplæses, undervises i mange steder. Litteraturmiljøet i Aarhus udgøres af en række velfungerende, lokalt og nationalt set unikke festivaler som Vild Med Ord, Lyd+Litteratur og Verbale Pupiller og foreninger som Poetklub Aarhus, Litteraturen på Scenen og HAPS, der, oftest på frivillig basis, står bag en stor del af byens litteraturarrangementer. Dertil kommer nogle af landets mest læste forfattere og interessante forlag som f.eks. Modtryk, Klim, Hovedland, Geiger, Replikant og After Hand samt engagerede boghandlere som Løve's Bogcafe, Vangsgaards og Kristian F. Møller. Det er dette frugtbare miljø, SATELLIT ønsker at bringe tættere sammen.

Vi ønsker at sikre byens litterære aktører bedre rammer for at skrive, udgive og bruge litteratur, og samtidig er det foreningens mål at udtænke visioner og nye muligheder for Aarhus' litteraturmiljø”, forklarer en af initiativtagerne Mads Rosendahl Thomsen.

Det er SATELLITs hovedmål at synliggøre litteraturen kulturpolitisk, og foreningen vil indgå i en dialog med byrådets politikere omkring fremme af litteraturens vilkår. Som det første vil SATELLIT arbejde for, at litteraturen får en mere central placering i Aarhus Kommunes nye kulturpolitik for 2013-2017.

Den kommende kulturpolitik formuleres i disse måneder, og vi vil forsøge at få sat nogle markante litterære fingeraftryk. Litteraturen fylder meget lidt i kommunens kulturpolitik. Det er bl.a. SATELLITs ønske, at der etableres en skriveuddannelse for byens 15-23 årige skrivetalenter. Børn og unge kan gå til musik, men de unge, der gerne vil skrive, mangler opbakning i deres talentudvikling”, udtaler Mads Rosendahl Thomsen.

I dag står litteraturen i Aarhus i en sjældent set interessant situation, når produktionscenteret for scenekunst, billedkunst og litteratur åbner i april på Godsbanen. SATELLIT vil arbejde for, at det aarhusianske litteraturmiljø kommer til at fylde i det nye center.

Initiativtagere til foreningen er repræsentanter for byens forlag, universitet og litteraturarrangører og tæller Carsten Vengsgaard (redaktør, forlaget Klim), Mads Rosendahl Thomsen (lektor i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet), Jette Sunesen (leder, Aarhus Litteraturcenter) og Robert Christensen (formand, Litteraturen på Scenen).

Initiativtagerne indkalder alle interesserede til stiftende generalforsamling for SATELITT den 11. april kl. 19.30 i det nyåbnede produktionscenter for bl.a. litteratur Godsbanen, Skovgårdsgade 3, 8000 Aarhus C.

Med venlig hilsen

Mads Rosendahl Thomsen (Litteraturhistorie, Aarhus Universitet)
Carsten Vengsgaard (forlaget Klim)
Jette Sunesen (Aarhus Litteraturcenter)
Robert Christensen (Litteraturen på Scenen)

KONTAKTPERSONER:
Mads Rosendahl Thomsen (tlf. 31 14 14 19 – madsrt@gmail.com)
Carsten Vengsgaard (tlf. 86 10 37 00 - carsten@klim.dk)

http://satellit-aarhus.blogspot.com/


Ingen kommentarer:

Send en kommentar